Teknologien har udviklet sig gennem årtusinder. Først som redskaber til landbrug, håndværk og krigsførelse. Så kom maskinerne – mekaniske, motordrevne, elektriske. Alt sammen for at lette det praktiske liv på jorden, tjene de almindelige, basale behov. Så udviklede hele den elektroniske verden sig og tjente behovene for kommunikation, information og underholdning. Den maskinelle og elektroniske verden smelter sammen. Mulighederne er nu uendelige. Men noget ændrer sig. Indtil nu har teknologien overvejende tjent mennesket ved at frigive tid og derved muliggøre kulturel og åndelig udvikling. Nu er den ved at gå ind i en ny fase – teknologien bliver et direkte middel til menneskelig udvikling. Mennesket begynder at vokse sammen med den elektronisk – maskinelle verden. En del mennesker ser denne udvikling som vores eneste mulige fremtid. Filosofien (eller religionen) bag, kaldes Transhumanisme.
Hvad er Transhumanisme?
Der findes mange forskellige retninger inden for transhumanismen. Men, de grundlæggende idéer er fælles. Max More, en af de vigtigste transhumanistiske tænkere, skriver:
»I 1312 bruger Dante Alighieri termen »transumanare« i sin Guddommelige Komedie, med betydningen: at skride ud over mennesket (to pass beyond the human). Men hans brug af ordet var religiøs eller spirituel af natur … Julian Huxley’s [brug af ordet] passer bedre.« 1.
Hvordan bruger J. Huxley ordet? Han siger i et vigtigt essay fra 1957, med titlen »Transhumanism« at efter milliarder af års evolution begynder universet at blive bevidst om sig selv. Det begynder at forstå noget af dets historie og mulige fremtid. Denne kosmiske selvbevidsthed bliver realiseret i et lille fragment af universet, nogle få af os mennesker. Mennesket er pludseligt blevet administrerende direktør for den største af alle virksomheder – evolutionen. Vi er ikke blevet spurgt, eller advaret, og vi kan ikke afvise jobbet. Den menneskelige art kan, hvis den ønsker det, træde ud over sig selv (transcend itself):
»Vi har brug for et nyt navn til denne tro. Måske kan Transhumanisme bruges: mennesket forbliver menneske, men træder ud over sig selv, ved at indse nye muligheder i og for dets menneskelige natur. Jeg tror på Transhumanisme: når der er nok mennesker der kan sige det, vil den menneskelige art stå på tærsklen til en ny eksistens …« 2.
Et brev til Moder Natur …
Førnævnte Max More skrev på et tidspunkt et brev, et brev stilet til Moder Natur. Brevet er høfligt, men beklagende:
»… Moder Natur, vi er i sandhed taknemmelige for, hvad du har gjort os til. Du har uden tvivl gjort det bedste du kunne. Men ikke desto mindre, med al respekt, må vi sige, at du på mange måder har lavet et sølle job mht. den menneskelige konstitution … Du synes at have mistet interessen for os … Måske venter du på, at vi skal tage næste skridt selv … Vi har besluttet os for, at det er på tide at forbedre den menneskelige konstitution …« 3.
Derefter følger syv områder, som skal ændres, forbedres og udvides – ved hjælp af teknologi: aldringen og dødens tyranni skal standses, sansekapaciteten, nervesystem og hukommelseskapacitet skal udvides betydeligt, neocortex udvides med »metahjerne« (computer). Vi vil ikke længere være slaver af vores gener, følelseslivet skal omformes og forfines; vi vil ikke begrænse os til, blot at være biologiske organismer.
Singulariteten
En anden transhumanistisk tænker, Ray Kurzweil, går i sin bog The Singulatity is near 4. et skridt videre. Max More taler om at forbedre vores legemlighed. R.Kuzweil taler om, med tiden helt at forlade det biologiske legeme. Det skal ske ved at »uploade« vores bevidsthed til både computere og nye uforgængelige materialer, udviklet gennem nanoteknologi osv. Den overordnede tankegang er: Intelligensen har i løbet af evolutionen udviklet sig gennem forskellige faser. Først fysisk-mekanisk, så biologisk som DNA, derefter i nervesystemet og hjernen som mønstre og menneskelig intelligens. Derefter som information i teknologiens hardware og software. Nu er vi der, hvor menneskets intelligens, biologien og teknologien smelter sammen. Sidste trin vil være, at biologien forlades og den nu enormt udvidede menneskelige intelligens spredes ud i kosmos. Da vågner universet.
Kurzweil siger det også med lidt andre ord: Mennesket står som evolutionens højdepunkt, dog ufuldkomment. Det er menneskets opgave at føre evolutionen videre. Mennesket må udvikle sig ud af den afsondring det er kommet ind i. Denne er betinget af, at vores bevidsthed er bundet til den biologiske krop. Så længe vi er specifikke individualiter, kan vi ikke bygge bro mellem hinanden og med kosmos. Dette er først muligt, når intelligensen bliver siliconebaseret – computere kan nemlig godt bygge bro mellem hinanden. Altså må vi frigøre bevidstheden fra den biologiske forms alvorlige begrænsninger. Dette er muligt, fordi bevidstheden ikke er stoflig af natur, den er en struktur, et mønster, en form. Når den intelligente bevidsthed er frigjort fra det biologiske, vil den gennemtrænge universet. Da vågner universet. Og når vi er blevet overvejende ikke-biologiske, kan vores tanker gennemtrænge hinanden – al begrænsning er overvundet; vi har nået singulariteten.
Afgrunden – eller, hvad ligger der i ordene?
Ray Kurzweil bruger i sin bog et billede, som kan virke ejendommeligt. Han taler om forskellige aspekter af menneskets sammensmeltning med maskinerne, og siger så: »Vores sammensmeltning har aspekter af en glat skrænt, men en skrænt der glider opad mod større forjættelser, ikke ned i Nietzsche’s afgrund …« Her hentyder Kurzweil til F. Nietzsches berømte billede fra Also sprach Zarathustra: 5. »Mennesket er en line, spændt mellem dyr og overmenneske – en line over en afgrund …« Det er i alle henseender farligt at begive sig over afgrunden. Men målet er overmennesket – eller med antroposofiens ord: det højere, forvandlede menneske. Interessant nok bruger Rudolf Steiner også et billede, hvor der er tale om at glide. Den sidste af de såkaldte ledesætninger hedder »Fra natur til undernatur«. Her beskrives det, hvordan alt det, der virker gennem teknikken i vores kultur, og som mennesket i højeste grad er vævet sammen med, ikke er natur, men under-natur. En verden som løsriver sig nedad fra naturen. Mennesket må bringe sig i det rette forhold til denne verden. Gennem vores forhold til det rent jordiske (mekaniske og biologiske) har vi kunnet udvikle bevidstheden. Gennem teknikken stiger vi nu ned under naturen. Det afgørende er, at vi gennem åndsvidenskab stiger ligeså langt op, som vi stiger ned. Derved skabes den nødvendige modvægt:
»I dag føler de færreste mennesker, hvilke betydningsfulde åndelige opgaver der udformer sig for mennesket. Elektriciteten [og teknikken] … må erkendes i deres kraft til at lede fra naturen ned til under-naturen. Mennesket må blot ikke glide med.« 6.
Det er næsten som om, at R. Kurzweil kender R. Steiners billede – og på subtil vis vender det på hovedet.
Den nye eksistens i det forjættede land, hvor først kroppen og teknologien smelter sammen, for derefter at opnå udødelighed og »universel« bevidsthed gennem frigørelsen fra det biologiske, hvor fører den os egentlig hen? Og hvis overmennesket vendes på hovedet, hvad er det så?
Et stort, betydningsfuldt problem
Sagen er dog alligevel ikke så enkelt. Et sted taler Rudolf Steiner om viljen til at smede menneskekraft sammen med maskinkraft:
»Disse ting må ikke behandles som om, at det er noget der skal bekæmpes. Det er en helt forkert anskuelse. Disse ting vil ikke udeblive, de vil komme. Det, det handler om er blot, om disse ting, i det verdenshistoriske forløb bliver sat i scene af mennesker, som på selvløs måde er fortrolige med jordelivets store mål, og som former disse ting til menneskenes bedste (Heil der Menschen), eller om de bliver sat i scene af de menneskegrupper, som kun på egoistisk, eller gruppeegoistisk vis udnytter disse ting. Det er det, det handler om. I dette tilfælde kommer det ikke an på hvad, dette kommer under alle omstændigheder; det kommer an på hvordan, hvordan man griber disse ting an. For dette hvad ligger simpelthen i jordudviklingens mening. Menneskets sammensmedning med det maskinelle væsen, det vil for resten af jordudviklingen være et stort, betydningsfuldt problem.« 7.
Det stiller os for en betydelig udfordring mht., hvordan vi kan forholde os til den teknologiske verden, og hvordan vi kan leve sammen med den. Under alle omstændigheder kræves der en differentieret dømmekraft, når det drejer sig om at forstå, og bruge, nye teknologiske hjælpemidler – er det noget der tjener mennesket, eller er der egoistiske interesser bag? Det må afgøres i hvert enkelt tilfælde!
Egoisten
Lad os derfor vende blikket mod Max More igen. Som sagt, en af de vigtigste transhumanistiske tænkere. Max More er præsident for »Alcor Life Extention Foundation«, et institut for livsforlængelse. Samtidig driver han en virksomhed, hvor man kan få sit legeme, eller sit hoved frosset ned, indtil udviklingen med livsforlængelse, uploading af bevidsthed osv., er nået så langt, at det kan betale sig at blive tøet op igen. Målet er udødelighed, eller med et andet ord: livsforlængelse. Er dette nu egoistisk eller ikke?
Den amerikanske forfatter og filosof, Ayn Rand, er en stor inspirator for Max More. Ayn Rand er hovedtænkeren bag den ekstreme liberalisme og har bl.a. skrevet en lille bog med titlen: The virtue of Selfishness, (Selviskhedens dyd). Max More fortsætter tankerne i et lille essay med titlen: »The danger of Altruism«, (Faren ved altruisme). Titlerne taler for sig selv! Men, hvordan tænker Ayn Rand? I en roman skriver hun (Det er en mandlig person der taler):
»Jeg er. Jeg tænker. Jeg vil … Hvad skal jeg sige ud over det? Dette er ordene. Dette er svaret. Jeg står her på tinden af bjerget. Jeg løfter mit hoved og spreder mine arme. Dette – min krop og min ånd – det er enden på min søgen. Jeg ønskede at kende meningen med alt. Jeg er meningen. Jeg ønskede at finde en garanti for at være. Jeg har ikke brug for nogen garanti for at være, og ikke nogen sanktionering af mit væsen. Jeg er garantien og sanktioneringen …« 8.
Derefter taler han om, at han ikke ved, om jorden er universets centrum eller blot et støvkorn i universet. Men det bekymrer ham ikke, for det vigtigste er, at han har fundet ud af, hvilken lykke det er muligt at opnå på jorden. Og lykken er ikke et middel til at nå et mål. Den er målet, sit eget mål … Mennesker har forgæves søgt Gud et forkert sted: »Denne Gud, dette ene ord: Jeg.«
Rudolf Steiner henviser ofte til at billede, som J.W. Goethe har brugt. Dette billede handler også om, at mennesket står på tinden af et bjerg. Men, hvor Ayn Rand bliver stående på tinden, og bliver stående i en egoistisk tilfredshed med uendeligt voksende jordiske lykke og velstand, så drejer det sig hos Goethe om noget mere. Det menneske der står på tinden, må nu frembringe en ny tinde ved at gennemtrænge sig med fuldkommenhed, dyder, orden, harmoni osv. og derigennem hæve sig til at frembringe kunstværket. I antroposofien er denne bevidsthed om at stå på tinden af skaberværket ikke slutningen, men begyndelsen til et helt nyt univers. Verden og menneskets evolution fortsætter som en kunstnerisk, spirituel proces. En proces, hvor vi ikke blot forlader naturen, men løfter den og mennesket selv til et nyt udviklingstrin. 9.
Skyggen
Transhumanismen taler ind i helt fundamentale og eksistentielle oplevelser. Mennesket står på tinden af evolutionen, og det har et afgørende ansvar for evolutionens videre forløb. Men mennesket må træde ud over sig selv gennem bevidst udvikling. Intelligensen må spiritualiseres, bevidstheden og sjælelivet frigøres fra bundetheden til det biologisk-fysiske legeme, og mennesket må blive skabende. Teknologien tjener som en afgørende og nødvendig modpol i denne udvikling. Men, jeg er ikke nødvendigvis vågen over for dette – og hvis jeg antager modpolen for at være det egentlige, så kan det blive skæbnesvangert. Max More siger, at Dante Alighieri´s brug af ordet »transumanare« er religiøs eller spirituel af natur. Transhumanisten Max Mores brug af ordet er derfor rent materialistisk. Det forjættede land, den nye eksistens, det forbedrede menneske, singulariteten, den »kosmiske« opvågning osv. – er ikke blot illusioner, men et realt skyggerige.
Tekst av Niels Henrik Nielsen landsrepresentant (generalsekretær)
for Antroposofisk selskap i Danmark
Antroposofi i Norge, nr. 1, 2019
